Hvornår skal man male udvendigt?

Maling kan gøre en masse godt for et hus og træværk. Det kan opfriske huset og være med til at skabe et helt nyt indtryk af bygningen og omgivelserne. Hvis du skal male noget indendørs, har du rig mulighed for at gøre dette hele året rundt, da der ikke skal tages højde for det omskiftelige danske vejr. Hvis du vil male noget på udendørsarealerne, kan dette dog være lidt vanskeligere, for hvornår er det bedst at male udvendigt?

 

Maling af træværk

Nogle gode årstider at male hus eller andet udendørs er forår, sommer eller starten af efteråret, alt efter hvordan vejret er. Hvis du skal male udendørs træværk, er det bedst at gøre dette fra maj til september måned. I denne tidsperiode er vejret lunest og derfor er det den bedste periode at male i. Træbeskyttelse foretrækker de lunere temperaturer. Selvom træbeskyttelsen foretrækker det lunere vejr, kan det dog ikke anbefales at male udendørs når solen skinner. Hvis du maler på en dag med høj sol, risikerer du, at det tørrer alt for hurtigt, og at træbeskyttelsens gode egenskaber ikke trænger ordentligt ind i træet. Dette resulterer i, at dit træværk ikke får det maksimale ud af træbeskyttelsen og derfor ikke står lige så stærkt når hård vind og dårligt vejr rammer træværket.

 

Når du maler udvendigt er det også vigtigt at tage højde for luftfugtigheden, som ofte er høj i Danmark. Hvis du maler når der er høj luftfugtighed, vil malingen eller træbeskyttelsen have sværere ved at tørre. Hvis du vil have det maksimale ud af din maling, skal du derfor male på en tør dag med lav luftfugtighed, og også gerne undgå en dag med høj sol. Derudover skal du tage højde for, hvornår det sidst har regnet. Hvis du maler dit træværk dagen efter en regnvejrsdag, vil træværket ikke være ordentligt tørt. Træværket skal være fuldstændig tørt før det males, ellers opnås den ønskede effekt ikke.

 

Hvis du skal male dit hus, gælder de samme kriterier som når du skal male udendørs træværk. Du skal huske at holde øje med vejrudsigten, særligt hvis du skal male et stort hus. Hvis vejrudsigten lover regnvejr dagen efter dit maleprojekt begynder, kan det være en dårlig idé at begynde på den pågældende dag. Når der er tale om større maleprojekter, tager disse ofte mere end en enkelt dag at fuldføre, og derfor kræver projekterne ofte flere dages tørvejr. Hvis du er i tvivl om, hvad der er den rette løsning, så kontakt en professionel maler.