Kom sikkert i mål med rengøring – undgå disse rengøringsfejl
En grundig rengøring er spild af tid, hvis den viser sig at være fuld af småfejl. Så læs med her og find ud af, om du selv laver nogle af de typiske rengøringsfejl, når oprydning, støvsugning og fjernelse af støv står på dagsordenen.
Husk rengøringshandsker
Mange glemmer at bruge rengøringshandsker, når de skal gøre rent. Nogle rengøringsmidler kan være hårde for huden, så skån dine hænder ved brug af handsker.
Husk også at vask hænderne grundigt efter rengøring, og vask handskerne i sæbe under rindende vand. Put dem ikke i vaskemaskinen.
Vær klar over den korrekte dosering
Det er vigtigt at være klar over den korrekte dosering af rengøringsmidlerne, hvis man ønsker den optimale effekt. Putter man for meget sæbe i vandet, kan det medføre fedtede overflader, ligesom for meget vaskepulver i maskinen, kan medføre hvide plamager på tøjet.
Lad produkterne virke
Det er en god ting at give produkterne tid til at virke. Hæld ikke wc-rens i toilettet for så med det samme at skrubbe løs og skylle ud. Lad rengøringsmidlerne virke i badekarret, toilettet og håndvasken, inden du skrubber og kører en klud over. På den måde sparer du også kræfter og knofedt.
Vær realistisk i din rengøring
Slå ikke større brød ud end du kan bage. Med andre ord bør du ikke gå i gang med de alt for store oprydnings- og rengøringsprojekter, end du kan overskue. Tøm ikke skabe og skuffer i hele boligen på én gang, og tag hellere de synlige flader og vær tilfreds med det. Lidt har også ret.
Glem ikke lofter, lamper og spindelvæv
Støv og skidt kommer oftest oppe fra og falder stille og roligt nedad. Vælger vi kun at støvsuge vores gulve, men overser loftet og det hængende spindelvæv, kan det på sin vis være ligegyldigt, da der hurtigt vil falde skidt ned på gulvet igen. Anvend hovedet på din støvsuger rundt i hjørnerne af loftet, så du får det hele med.
Gør rengøringen mere overskuelig
Ved at bruge 5-10 minutter om aftenen, inden sengetid, på at ryde op, er det nemmere at overskue rengøringen og den daglige orden i hjemmet. Gør det til en vane at holde orden, så du ikke laver overspringshandlinger, når programmet ellers står på rengøring.