Fif til det afslappede sommerbryllup

Sommeren er en skøn tid til fester og middagsselskaber i haven. Haven kan også være den perfekte ramme om en mere uformel og afslappet bryllupsfest. Står du og din kommende mand eller kone og skal planlægge, hvordan bordene skal pyntes op, og hvordan I får skabt den helt rigtige stemning til jeres havebryllup? Så få et par fif med på vejen her, hvor vi kommer ind på valg af duge, blomster og borde.

Reception eller traditionel fest?

hørdugDer er mange måder at gribe et sommerbryllup i haven an på. Ofte vil det være praktisk at sætte et telt op her til lands, da vejret er så ustabilt, selvom det er sommer. Ud over det kan festen både foregå som en reception, hvor gæsterne går rundt mellem hinanden og kan tage mad fra et tag-selv-bord og spise det stående eller siddende ved små borde. Det kan også arrangeres som et mere traditionelt dansk bryllup, hvor der dækkes op ved lange borde eller større runde borde, og hvor maden serveres for gæsterne. Det er helt op til jer og jeres ønsker for dagen og aftenen. Men det er naturligvis forskellige måder I skal gå til det på, alt efter hvad I ønsker.

Stil og farver

Ud over selve formen på brylluppet skal I også tage stilling til, hvilken stil eller stemning I gerne vil skabe til jeres bryllup. Selvom det er et havebryllup og i udgangspunktet skal være lidt mere uformelt og afslappet, kan I jo sagtens vælge at have hvide duge og sølvlysestager på bordene. Ønsker I en mere uformel stil, kan I vælge, at dugene har en farve. I kan vælge at lege med lyse sommerfarver både i duge, servietter, lys og bordpynt. Det kan også være super flot med hvide duge og tilbehør i lette sommernuancer som lys grøn, lys gul og lyserød. De farver I vælger og typen af pynt betyder rigtig meget for hvilken stemning, der opstår.

Blomsterdekorationer og lyskæder

Vil I have det lidt mere formelle, kan I vælge at have blomsterdekorationer, der er bundet som bordpynt af professionelle. Ønsker I det hele mere afslappet, kan I have blomsterdekorationer I selv har lavet af blomsterne i haven eller lade blomsterhoveder flyde i skåle med vand og for eksempel have fyrfadslys ind imellem. Det er også hyggeligt og virkningsfuldt at hænge lyskæder op i haven, som kan tændes, når mørket falder på. Det kan også være en god ide at skaffe lanterner, der kan stå rund omkring, hvis det er vejr til at opholde sig uden for teltet.

Polyester eller hørduge?

Men det betyder også noget, hvad de duge I vælger er lavet af. En hvid dug af hør, har et mere afslappet udtryk end en hvid dug af bomuld og polyester. Hørdugen falder tungere og smukkere og kan være vævet af tykkere tråde og dermed have et mere rustikt og levende udseende. Hvis I ønsker en mere rustik stil i det hele taget, kan det være en god ide at vælge naturfarvede hørduge. Hvis du til hørdugene også vælger stofservietter i hør, giver det et lækkert samlet udtryk, der, selv om det er afslappet, udstråler kvalitet.

Runde eller firkantede borde?

Det betyder også rigtig meget hvilke borde I vælger, og hvordan I sætter dem op. Vil I gerne holde en fest med en traditionel bryllupsmiddag, kan I vælge mellem flere bordopstillinger. Sætter I bordene op i en hestesko eller på rækker er det temmelig formelt. Vil I noget lidt mindre formelt kan I sætte bordene, så de danner mindre grupper for eksempel to eller tre borde sammen alt efter deres størrelse, eller vælge runde borde. De runde borde virker ofte mere inkluderende og sociale end de firkantede og de giver i tillæg et flot rum.