Salgsklar bolig – 8 inspirerende idéer

Vil du gerne sælge din bolig? Vil du gerne gøre så god en handel som muligt? Hvis du kan svare ja til begge dele så læs med her og find inspiration til hvordan du optimerer dine chancer for et godt salg. Men selv hvis du ikke ønsker at sælge din bolig men blot vil forøge boligens værdi, så kan du også finde nyttig inspiration her. I artiklen præsenteres du for alt lige fra større investeringer i renovering og tilbygning til indkøb af pyntepuder og andre boliggenstande, som gør din bolig imødekommende for en potentiel køber.

 

Investér i en altan

Der er lavet undersøgelser af hvilke boligforbedringer, som bedst tjener sig hjem ved et salg, og en tilbygning af en altan har vist sig at rumme et stort potentiale. En sådan investering kan nemlig øge boligens værdi med op mod det dobbelte af den investering, der kræves. Det er klart, at det nøjagtige forhold afhænger af mange faktorer, så som hvordan altanen tager sig ud efter opførelsen og hvad prisen pr. kvadratmeter er i det tilbud, som gives fra byggefirmaet. Det er også vigtigt, at du sikrer dig, at der er det rette lysindfald, der hvor du ønsker at placere altanen. I den forbindelse er det af stor betydning, om altanen vender mod syd, øst, vest eller nord, og om der er bygninger, som vil komme til at skygge for solen på altanen. Hvis du er i tvivl om hvilken type altan, der er den rette for dig, så kan du finde billedgallerier med inspiration til din altan her.

 

Nyt tag

Det er vigtigt, at dit tag er tæt. Et gammelt faldefærdigt tag som tager vand ind er lidt af et skrækscenarie i en bolig, og virkelig noget som er med til at forringe boligens sundhed og den oplevede værdi blandt købere. Hvis du vælger at få lagt et nyt tag, skal du dog være meget opmærksom på materialevalget. For ofte kan det slet ikke betale sig at anvende materialer i dyreste og højeste kvalitet. Den værdiforøgelse du kan opnå er altså ikke proportionelt stigende med investeringsmulighederne hvad angår materialevalg. Den bedste løsning for dig kan derfor meget vel være at få lagt et tag, som er billigt – men tæt.

 

Glem ikke kælderen

Hvis du har en gammel fugtig og dårligt isoleret kælder, så har du et uudnyttet potentiale. Med en renovering kan en sådan kælder blive anvendelig. Det kan eksempelvis handle om isolering af krybekælderen eller installation af et omfangsdræn. Dét giver boligen nogle flere funktionelle kvadratmeter at gøre godt med. Eksempelvis til opbevaring af ting og sager eller måske som et hobbyrum for den næste ejer.

 

Ryd op

Det er ikke kun kælderens kvadratmeter, der kan udnyttes bedre. Det er typisk hele boligens. Og nu hvor du alligevel har planer om at sælge din bolig, så kan du lige så godt få ryddet op og smidt alt det ud, som du reelt set ikke bruger. Så slipper du også for at transportere unødvendige ting og sager med flyttevognen hen til din næste bolig, hvor det også vil optage kvadratmeter, som kunne have været brugt bedre. Ud over at frigøre kvadratmeter så kan en gennemgribende oprydning også give mere ro i boligen og simpelthen give et bedre indtryk, hos de som ønsker at få boligen fremvist med henblik på salg. Men pas nu på ikke at rydde så meget op at man ikke længere kan se, at der bor nogen. Dit hjem må gerne se hjemligt ud, så den potentielle køber kan få en fornemmelse af, at ”her kan man bo og føle sig hjemme”.

 

Små tips med stor effekt

 

Mal. Sørg for at gammel og slidt maling på væggene får en opfriskning.

 

Reparér. Få nu fikset de der småting i dagligdagen som ikke virker optimalt: håndtaget der sidder løst, pæren der står og blinker, døren der knirker, osv. – du ved, hvad jeg mener.

 

Hold rent. Sørg for at holde din bolig ekstra ren og lækker og giv den gerne lige en omgang med støvsugeren inden enhver fremvisning.

 

Skab hygge. Køb et par lækre pyntepuder og sæt dem på sofaen. Stil planter i vindueskarmen. Sæt et par lysestager på spisebordet. Det er bare nogle af dine mange muligheder for at tilføre ekstra hygge og stemning til boligen.

 

Held og lykke med salget af din bolig!